At hjælpe en der har mistet

At hjælpe en der har mistet

Den første tid efter et dødsfald er præget af mange praktiske gøremål, der skal ordnes i løbet af kort tid, så den følelsesmæssige reaktion hos den efterladte kan blive stærkere, når begravelsen er overstået.

Da er den efterladte pludselig alene med sine tanker og føler et stort tomrum, så her kan man gøre stor gavn.

Før begravelsen

Det bedste man kan gøre, er at hjælpe den efterladte med at ordne indkøb og sørge for aftaler, samtidig med at man støtter i sorgen.

Efter begravelsen

Der er masser af tid til at tænke over tabet, og der opstår ofte en følelse af, at ens verden er sunket i grus når en person,man har været knyttet til, pludselig dør.

Den efterladte skal oven i købet måske til at lære at tage sig af en masse praktiske opgaver, som afdøde før havde ordnet. Det er kort sagt som at starte helt forfra, så den efterladte har brug for støtte.

Den efterladte skal i tiden efter begravelsen til at lære at leve med sit tab. I den forbindelse er det en fejl ikke at omtale dødsfaldet – af frygt for at rippe op i såret.

Det er forkert at holde sig tilbage, da langt de fleste efterladte har behov for at få anerkendt deres tab.

Mennesker der har mistet føler sig ofte isolerede, og de vil gerne kontaktes, så hovedreglen er at det er en god ide at vise sin deltagelse, også selv om man kun var bekendt af afdøde.

En sidste ting, som familie, venner, pårørende og bekendte skal være opmærksomme på, er at tiden ofte går langsomt for den efterladte.

Et halvt år efter dødsfaldet er tabet stadig tæt på for den efterladte, mens det virker mere fjernt for andre.

Specielt mærkedage som fødselsdage, bryllupsdage og helligdage er hårde at komme igennem, så her er opmuntring og støtte en stor hjælp.

Dødsfald vil naturligvis ofte være forbundet med sorg, men man skal også huske på, at døden er en naturlig del af livet, og noget vi alle skal igennem.

Døden kan også være en mulighed for at knytte familier og venner tættere sammen.