Forsikring

Udbetalingen fra en forsikring indgår i afdødes bo, hvis afdøde ikke har skrevet, hvem der skal modtage forsikringssummen. Hvis der derimod er indsat en modtager i forsikringen, så får modtageren forsikringssummen direkte, og pengene tæller ikke med i afdødes bo.

Arbejdsskadeforsikring

Når et dødsfald sker som følge af en arbejdsskade, får de efterladte ud over erstatningssummen også et overgangsbeløb. Dette beløb skal dække de umiddelbare udgifter i forbindelse med dødsfaldet.

Gruppelivsforsikring

De fleste fagforeninger og enkelte arbejdspladser har en gruppelivsforsikring, som medlemmerne automatisk betaler til. Gruppelivsforsikringer, der er tegnet i et pengeinstitut som en del af en kapitalpension, har fradragsberettigede præmier, og derfor skal der betales 40 procent i skat af forsikringssummen, når den bliver udbetalt.

Ved øvrige gruppelivsforsikringer kan man ikke trække præmierne fra i skat, men her er hele forsikringsudbetalingen skattefri.

Andre forsikringer

Når dødsfaldet er sket som følge af en ulykke, har tre forsikringstyper særlig interesse:

  1. Ulykkesforsikring
  2. Ansvarsforsikring
  3. Arbejdsskadeforsikring

For den sidste gælder, at der bliver udbetalt et såkaldt overgangsbeløb. Overgangsbeløbet har ikke noget at gøre med en senere sum til erstatning for tab af forsørger.